Kr. Himmelfartsdag d. 21 maj og Pinselørdag d. 30 maj åbner Knaplund Destilleri portene til en anderledes køretur. De store udenoms arealer er ved at blive inddelt i zoner, hvor tanken er man i sin bil kører rundt til forskellige drive in oplevelser – her er lokale burgere, bondegårdsis, insektsnacks, butik hvor ens bestilling leveres i bagagerummet samt en bar med lokale øl og vand samt cocktails fra destilleriet.

Normalt opfordrer vi folk til at lade bilen blive hjemme når vi holder arrangementer i forbindelse med vores smagninger, starter Karl Povlsen – ejer af Knaplund Destilleri. Sammen med Mathilde Ingvardsen har parret nu drevet destilleriet i 2 år. Vi har de sidste 2 år også afholdt bil – og MC træf på sportspladsen, men i disse tider er vi tvunget til at vende det hele lidt på hovedet og tænke anderledes. Derfor afholder parret bag destilleriet et drive in arrangement, som kan afholdes under åben himmel og indenfor de nuværende retningslinjer. Modsat normalt – så skal alle de besøgende komme i bil, smiler Karl Povlsen.  

Karl Povlsen og Mathilde Ingvardsen er klar til at rykke udenfor og servere smagsprøver fra Pop up udendørs baren, som de er ved at etablere til det kommende drive in arrangement der afholdes Kr. Himmelfartsdag samt pinselørdag.

Opbakning fra lokalsamfundet

Vi har gennem de sidste 2 år oplevet en helt igennem fantastisk opbakning fra lokalsamfundet, fortæller Mathilde Ingvardsen. Vi oplever folk er ambassadører for stedet – og det har hele tiden været vigtig for os at lave produkter vi alle kan være stolte af. Vi oplever nu at folk kommer længere og længere væk fra – og ud over selve produkterne vil vi skabe anderledes oplevelser herude. Vi håber folk syntes det er sjovt at komme på en lidt anden køretur – og vi ser samtidig frem til at det summer af aktivitet. Denne gang af tøffende biler.

Alt fra burgere, lokal fadøl til musik i bilradioen samt bondegårdsis og insektsnacks

Knaplund har inviteret en lille håndfuld lokale virksomheder til at være med. Det betyder folk kan bestille burgere fra Pagoden, slukke tørsten i drikkevarer fra Røkke Mølle Bryghus, spise bondegårdsis fra Hveddegård i drive in isboden, smage på sprøde insektsnacks fra Heimdal Entofarm samt smage på og samtidig bestille knaplunds egne produkter til levering i bagagerummet. En lokal radiovært sender fra Knaplund på dagen – her sættes spot på de forskellige muligheder samt spilles god musik. På de 7 hektar har Knaplund opstillet bord/bænkesæt – med plads til parkering af ens bil ved siden af naturligvis.

På køreturen rundt kan man se Knaplunds imponerende Texas Longhorns, der roligt går og græsser ude året rundt.